Mazatlan, Mexiko ombord på Aquarius.
På dansk
28. April 2011
Det er nu to måneder siden vi kom hertil Mazatlan og taget Aquarius i besidelse. To måneder er lang tid,men der er bare så meget nyt at vænne sig til at der ikke har været mange kedelige stunder.
David har haft travlt med at finde ud af båden og har moret sig gevaldigt og jeg har simpelthen bare nydt det!
Kysten, varmen, atmosfæren, musikken, lyset og glade mennesker omkring os, ja, hvad kan man andet end bare glæde sig ved at være til og være så heldig at være her i Mexiko.
Vi har lært en masse søde mennesker at kende, både canadier og amerikanere og mexikanere, selvfølgelig, og fundet mange nye venner som vi vil følge på lang sigt.
Mange skæbner møder vi daglig. I går mødte vi et ægtepar fra Canada, som lige havde mistet deres båd 27. 12. 2010 i en storm lige udenfor den californiske halvø, Baja. De havde motorsejlet i to dage og ankret op i en ”dag-ankerplads ” i blik stille vejr. Da det var mørkt, blæste det op og de ville gå til søs. Det blæste så meget at båden red hen over ankeret og de fik problemer med at få det op, Tabte moter-kraften og endte op på klipperne på kysten. Det var en dejlig stor træbåd, som de havde været helt nede ved Kap Horn i. Dernede var de nødt til at tage hjem til Vancouver for konen, sød pige lidt yngre end mig, havde fået brystkræft og skulle hjem og opereres. Nu var de så på vej sydpå igen. Tænk, så mistede de deres båd!De er stadigvæk chokerede. Nu kører de rundt i et ”rugbrød” og leder efter en ny båd her omkring.
Kevin, 53 år og fra Devon, traf vi her i marinaen fordi vi var blevet bedt om at tage nogle værdi-parirer med til ham. Ham er single-handed sejler og bosiddende i New Zealand.......Han havde haft et ansvarsfuldt og stressende job i mange år og røget 20-30 cigaretter om dagen . Kevin hjalp os med storsejlet og var oppe i vores mast og oksede løs på at få det ud af masten. Næste dag havde han ondt i brystet og gik til læge. Denne mente ikke det var noget særligt og gav ham medicin for gigt, nok for at udelukke muligheden. Kevin kom her med en indsprøjtning, som jeg administrerede i hans bagdel. Næste aften fik han igen ondt i brystet, da han hentede nogle dunke diesel olie. Denne tog han på hospitalet. Her kom han på trædemøllenet , og ekg var unormalt. Han kom tilbage med hjertemedicin. Næste dag meddelte han at han ville sælge sin nyanskaffede båd og tage hjem til New Zealand og gå på hospitalet der. Inden for et par tog han af sted. Hvis han havde spurgt lægen på hospitalet her, om det ville være tilrådeligt at flyve til New Zealand, ville man nok have sagt nej. Han tog altså livet i sine egne hænder.og tog af sted sidste onsdag. Igår skrev han til os og fortalte at han havde været indlagt på hospital i Oackland , hvor de gav ham et angiogram, en ”stent” i en af de store pulsårer i hjertet. Han skrev at pulsåren næsten var lukket og at han var heldig at være i live. Jeg har stadig gåsehud ved tanken!
Den dame som er partner i det mæglerfirma som vi har brugt da vi købte båden, og som David har snakket med siden efteråret, blev for et par uger siden opereret for kraft i tarmen. Hun er og var meget positiv og vi har besøgt hende et par gange. I går fandt vi ud af at det hele er meget værre end det først så ud til, for der er metastaser alle vegne, og hun skal det hele igemmen med røntgen og kemo og prognosen er ikke god. Så det er synd for hende. Igen, det er meget nær een selv.
Som du kan se bliver man involveret i andre. folks liv sådan et sted som her.
Lige nu er enginøren, altså riggeren som kender vores båd ud og ind og som har arbejdet på den mange gange, i færd med at sætte maste lejet til storsejlet på igen så vi kan få sejlet op i masten . Jeg tør næsten ikke håbe. Men hvis det går som sdet skal så sejler vi i morgen! Jeg tør faktisk ikke håbe, men indtil nu går alt efter planen.
Ha det godt for nu.
